Nylige optagelser af koraller inspiceret under et mikroskop afslører ikke kun smukke farver, men også hvad der er kendt som dinoflagellater, som har et fascinerende symbiotisk forhold til koraller.
James Weiss fra YouTube-kanalen Rejsen til mikrokosmos fik mulighed for at inspicere koraller under et mikroskop. Den opgave i sig selv var svær, da koraller ikke passer så let under et mikroskop, men efter at have taget skiver af væsenet, blev han behandlet med optagelser af det, der kaldes dinoflagellater da de væltede ud på overfladen.
Dinoflagellater er en monofyletisk gruppe af encellede eukaryote organismer, der normalt klassificeres som en type alger. Disse særlige dinoflagellater er kendt som zooxantheller fordi de lever i et symbiotisk forhold med skabninger som koraller.
De omtales som skabninger, fordi mens koraller ligner en plante på grund af den form, de tager, er de faktisk dyr, medlemmer af phylum Cnidaria, som gør dem til slægtninge til væsner som hydra og søanemone.
Optagelserne vist af Journey to the Microcosmos forklarer, at koraller har et indviklet forhold til zooxanthellae.
“Zooxanthellae lever deres algeliv i korallen, absorberer lys og fotosyntetiserer det til næringsstoffer,” forklarer Weiss. “Men de næringsstoffer er ikke rigtig for dem. Omkring 90 % af det, zooxanthellaerne laver, bliver i stedet for tilført koraller.”
Den afvejning virker måske ikke særlig fair, men korallen bruger disse næringsstoffer godt.
“Forskere, der studerede stenede koraller, fandt ud af, at når zooxanthellaerne blev fjernet fra korallerne, eller når det var mørkere, og zooxanthellaerne ikke kunne lave deres fotosyntese, var korallerne meget langsommere til at lave calciumcarbonat. Og selvom der er koraller, der ikke danner symbiotiske forhold med zooxanthellae, er de også langsommere til at lave calciumcarbonatstrukturerne sammenlignet med symbiotiske koraller,” forklarer Weiss.
“Til gengæld får zooxanthellerne beskyttelse af deres koralvært. Og de får også det affald, som korallerne producerer, ting som ammoniak, der er ubrugeligt for korallerne, men næring for zooxanthellerne.”
Det er også takket være zooxanthellae, at koraller fremstår lige så farverige, som de gør i et sundt rev. Men det er et sart forhold, og hvis vandet bliver for varmt eller forurenet, udstøder korallen zooxanthellae og bliver som et resultat hvidt – dette er kendt som koralblegning.
“Med vores skiftende klima bliver disse belastninger tydeligt gengivet i vores oceaner, da koraller bliver hvide og står over for nye udfordringer uden deres dinoflagellate indbyggere,” siger Weiss. “Forholdet, de dannede med zooxanthellae, kan have været et af de definerende træk ved deres fortid, men tabet af disse forhold kan være et af de definerende træk ved deres nutid.”
.
